Vores arbejde

JunkFoods ambition er at sikre et varmt måltid hver dag til alle de mange sultne gadefolk i København.

 

På Vesterbro i København er der omkring 500-600 gadefolk døgnet rundt. De fleste har massive og komplekse problemer, herunder en ofte katastrofal ernæringstilstand.

 

Næringsholdig mad er ofte noget som ikke prioriteres hos gadefolk, da alt for mange er konstant eller tilbagevendende helt uden indtægtsgrundlag. Et liv med stoffer og alkohol til dagligt skaber i sig selv nedsat appetit, fordøjelsesbesvær og dårlig tandstatus.

 

For lidt mad og den manglende energi skaber frustrationer som ender i konflikter, der står i vejen for den enkelte såvel som for omgivelserne. Dette resulterer også i sværere arbejdsvilkår for de lokale socialarbejdere, utryghed hos lokalbefolkningen og gener for det lokale erhvervsliv.