313.500 måltider serveret

Meningsfulde måltider til de mest udsatte

I Junkfood synes vi at alle har ret til minimum ét måltid mad om dagen. Hver eneste dag leverer vi 300 varme næringsrige, gratis måltider til gadens folk. Gadens folk opfatter det som kærlighed og omsorg.

Et måltid mindsker vold og konflikter og det gør at man kan falde i søvn. Det er meget basalt men når man ikke tager et måltid for givet, gør det en stor forskel.

Måltiderne er delvist skabt af donerede overskudsvarer, som vi hver uge modtager ca. 1 ton af.  Det er råvarer, der ellers ville gå til spilde. Om eftermiddagen leveres maden til herberger og væresteder af vores frivillige, så gadens folk får noget varmt at gå til ro på.

Hver dag ser vi hvor stor en forskel vores måltider gør. De mætter, skaber tryghed og stabilitet – og giver et håb og en tro på, at der er en plads til os alle i velfærdsstaten Danmark.

“Vores erfaring er, at når JunkFood leverer aftensmad, er der markant mindre vold blandt beboerne.”

Institutionsleder af
Herbergscentret Sundholm

Historien

Da landet lukkede, åbnede køkkenet

Da det meste af verden lukkede ned under corona-epidemien i 2020, omdannede founder Rasmus Munk, i samarbejde med finansmand Lars Seier, sit Michelin-køkken på Alchemist til at lave varme, nærende og gratis måltider til gadens folk. Dem, der var særligt udsatte under nedlukningen.

I dag er køkkenet flyttet til egne lokaler på H17 i Kødbyen, ligesom projektet har fået fastansatte kokke. Det betyder både at vi kan levere et fast antal måltider hver eneste dag, og at vi kan give gadens folk et dagligt højdepunkt at se frem til. Derudover er maden fyldt med næring og særligt tilpasset sarte maver og skrøbelige tænder.

Fakta om Gadens Folk

5789

Hjemløse på landsplan (2022)
– det er et fald på 650 personer fra 2019.

1370

Mennesker lever på gaden i København

Partnerskaber

Gode ting kommer til dem, der hjælper. Vil I være erhvervspartnere?

Erhvervspartnerskaber er alfa omega for at Junkfood både overlever og vokser. Det er vores ambition at kunne levere endnu flere måltider – og endnu flere steder i landet. 40% af vores råvarer er overskudsvarer – men vi er mindst lige så afhængige af økonomisk støtte, der kan holde vores gryder i kog.

Som erhvervspartnere får I mulighed for at synliggøre, promovere og opleve jeres sociale ansvarlighed. Vi skræddersyer alle vores erhvervspartnerskaber, så de giver mest mulig mening for både jer og for os – og du kan læse meget mere om dem her.

“Når JunkFood leverer aftensmad er det en måde for personalet at give omsorg for beboerne på, og ofte giver det samtidig en åbning for en god samtale.”

Institutionsleder af
Herbergscentret Sundholm

Gadens Folk lever ofte med misbrug som lægger et altoverskyggende pres på hverdagen. Førsteprioriteten er, at få dagens fix, hvad end det er stoffer eller alkohol, og det har en stor påvirkning på døgnrytmen.

De eksisterende tilbud af mad til gadens folk er primært morgenmad og frokost. Det er tidspunkter, hvor fokus ligger på at skaffe sit fix, hvilket betyder, at mange går glip af måltiderne.

Mad bliver først et problem senere på dagen, hvor tilbuddene er få. Derfor laver JunkFood aftensmad.

Se dagens ret her.